Troens billeder: Myter og sagn

Kom på rundvisning i myter og sagn, når Holmegaard Værk i anledning af udstillingen 'Jim Lyngvild - SOLO' inviterer til første udgave i rundvisningsrækken 'Troens billeder'.


Tro har alle dage været en del af den menneskelige natur. Fra troen på shamanisme i stenalderen til troen på nordiske guder i vikingetiden over folketro, kristendom, sagn og myter. Med udstillingen 'Jim Lyngvild - SOLO' bliver trosperspektivet taget under kærlig behandling, når 14 store, monumentale og moderne samtidsportrætter om tro pryder den imponerende Holmegaard-sal på fornemmeste vis.

Til denne første rundvisning i rækken zoomes der ind på myter og sagn, når museumsinspektør, Nanna Holm, med afsæt i udvalgte portrætter fra udstillingen, blandt andet fortæller historien om Dannebrogsmyten, og hvordan dette ifølge legenden blev skænket af Gud i krigen mod Estland tilbage i 1219. Du vil ligeledes blive klogere på, hvordan flaget sandsynligvis så ud dengang - det er nemlig ikke helt magen til det flag, vi kender som Dannebrog i dag.

Troens billeder

Troens billeder er en rundvisningsrække, der tager sit afsæt i udvalgte billeder fra udstillingen 'Jim Lyngvild Solo'. Én gang om måneden i 2021 vil du derfor kunne opleve et nyt perspektiv af tro - fra stenaldertro til kirketro, overtro, folketro, asatro og meget mere - fortalt gennem en eller flere af museets fagfolk.

Rundvisningerne er ikke fortolkninger af Jim Lyngvilds portrætter, men vil i stedet sætte disse i et historisk trosperspektiv.

Prisen inkluderer rundvisning samt efterfølgende adgang til Holmegaard Værk. Vil du ind på museet inden rundvisningen starter, skal der betales særskilt museumsentré.