Jim Lyngvild familie-workshop

Kom og vær med til en hyggelig familie-workshop for store og små, hvor vi skal have hovedet i historien og hænderne i materialerne.


Vi skal lege og være kreative. Vi skal lære nye teknikker, være umiddelbare og eventyrlige, og vi skal fortælle den gode historie med kunsten. For hvordan ser det mon ud, når havdybets gudinde, Ran, fanger sømænd i sit net? Når urjætten, Ymer, føder jætter ud af armhulen? Eller når biskop, Anders Sunesen, strækker armene mod himlen og vender krigslykken?

Når vi hører en god historie, danner der sig billeder - legende, levende billeder, som ingen andre kan se. Når Jim Lyngvild får disse billeder og idéer, tager han et mentalt screenshot og finder straks en måde at gøre billedet til virkelighed. Derfor arbejder han nogle gange med anderledes materialer og på nye skøre måder, så historierne kommer ud i verden og bliver til spændende, anderledes kunstværker!

I Lyngvilds ånd skal vi gøre det samme. I udstillingen 'Jim Lyngvild - SOLO' skal i høre nogle af de vilde historier, der kan inspirere og sætte fantasien i gang, mens vi ser nærmere på de flotte fotografier. Og herefter skal vi forvandle historierne til små kunsthåndværker i det kreative værksted. Hver deltager laver et værk her i museets arbejdende keramik-atelier. Vi arbejder i ler og skaber af gips et skulpturelt billede med afsæt i de teknikker og historier, der vises i udstillingen. Hver deltager får deres gips-kunst-relief med sig hjem efter workshoppen.

I har helt sikkert aldrig arbejdet med materialerne på denne måde før!

Praktisk info
Adresse: Holmegaard Værk, Glasværksvej 55, 4684 Holmegaard, Fensmark.
Mødested: Foran sofaen i foyeren
Dato og tid: 7. november 2021, 10.30 - 14.00
Billetpris: 345 kr. for 1 barn + 1 voksen
Ekstra barn billetpris: 195 kr. pr. barn

Prisen inkluderer, at hver deltager får sin egen gips-kunst-relief med hjem efter workshoppen.

Minimumsalderen for børn er 8 år. Børn kan kun deltage i følgeskab med en voksen. Det forventes, at den voksne ledsager deltager aktivt.

Alle er aktive i værkstedet, hvor vi blander gips og arbejder med ler. I skal derfor have praktisk tøj på, der gerne må udsættes for værkstedsaktiviteter.

Til workshoppen vil der være to pauser, hvor gipsen skal tørre. Disse bruges på madpakkepauser i værkstedet og/eller på at gå på opdagelse i museet. Medbring selv mad til madpakkepausen. Vi sørger for frugt til den anden pause.

Jeres værker skal fragtes hjem efter workshoppen. Medbring derfor gerne en papkasse eller lignende.

Eventuelt overskydende billetter sælges i døren på arrangementsdagen. Vi kan ikke garantere, at der er billetter i overskud, når du ankommer. Derfor anbefaler vi, at du køber din billet i forsalg, så du er sikker på, at du ikke møder op forgæves.