NU galleri viser Digitale Åkander af Niels Bonde

NU galleri viser Digitale Åkander af Niels Bonde

NU galleri viser Digitale Åkander af Niels Bonde

Velkommen til fernisering på NU galleri lørdag d. 9 /10. kl 17 -20. Alle er velkomne. Niels Bonde er en af dansk kunsts pionerer inden for computerkunst, netkunst og digitale medier. Denne udstilling er en underspillet protest mod overvågningssamfundet.


NU galleri er meget stolte af at kunne præsentere en udstilling af Niels Bonde, en af dansk kunsts pionerer inden for

computerkunst, netkunst og digitale medier. Niels Bonde har siden start 90'erne arbejdet konsekvent med

overvågningsteknologien som tema, og var med til at grundlægge det banebrydende netkunst-site www.artnode.org

Niels Bondes udstilling er en elegant og underspillet protest mod overvågningssamfundet. Hjernen bruger en

bestemt del til ansigtsgenkendelse - for at genkende familie, venner og bekendte. På samme måde kan en computer

ved hjælp af en algoritme genkende ansigter ud fra billeder. Når vores ansigt bliver fotograferet af kameraer og

computere, kan det ende i en database med millioner af andre ansigter, hvor også informationer om os er gemt

sammen med ansigtet. Og selvom det er smart at kunne låse sin telefon op ved hjælp af ansigtsgenkendelse, giver

det problemer i forhold til at holde vores privatliv privat. For når vores ansigt først ligger i databasen, kan det nemt

kobles til vores indkøbs-historik, kreditværdighed, sygdomshistorie, uddannelse, straffeattest, og hele vores fortid kan

således uhyggeligt nøjagtigt dokumenteres.

Der findes allerede shoppingcentre med personlige reklamer, så når kameraet genkender dit ansigt, viser det dig

reklamer der passer med det, databasen ved om dig. Er det ikke bare smart? Jo, men hvad nu, hvis du fejlagtigt bliver

anklaget for at være butikstyv? Så kan du blive afvist ved døren når du er på vej for at købe ind - måske ikke kun i dét

ene butikscenter, men overalt hvor den database, der har dit ansigt i, bliver brugt. Databaser følger os altid. Vi

mennesker véd vi kan tage fejl, og kan beklage fejlen. Men databaserne og den kunstige intelligens stempler individet

langt mere definitivt.

Med udstillingen "Digitale Åkander" bliver disse urovækkende perspektiver brugt i en række kunstværker, der viser

nogle kulørte felter der ligner mosaikker. Tilsyneladende er de abstrakte og organiseret uden nogen særlig struktur.

Men de er ikke abstrakte: Billederne er stærkt pixelerede, lav-opløsning billeder af ansigter, men forholdet mellem

farvefelterne er så unikt og præcist at man kan identificere enkeltindivider. Tilsammen skaber så få pixler som 6x7 et

billede af et ansigt, som en computer ved brug af en særlig algoritme kan identificere med 95% sikkerhed.

De billeder, der utydeligt toner frem, er faktisk portrætter af den digitale økonomis overmennesker fra firmaer der

har ansigts- og billedgenkendelse som en central del af deres forretningsmodel. Facebook's Mark Zuckerberg,

PayPal's Elon Musk, Amazons Jeff Bezos m.fl.

Det er kunstværker, der konkret viser hvor lidt data der er brug for til at genkende dig fra millioner af andre.

Udstillingen indeholder også en hilsen til en af impressionismens grundlæggere, maleren Claude Monet. En video

med stærkt pixelerede billeder viser en dam og åkander som en slags digital impressionisme, hvor det samlede

indtryk af pixlerne danner et billede i vores hjerne, via dét, neo-impressionisten Paul Signac kaldte en optisk

blanding. Billedet formidler stemningen af lyset og omgivelserne, og tilbyder en mindre dystopisk anvendelse af

teknologien.

https://nielsbonde.com/.