Hvor bliver dit affald af?

Den 19. og 20. oktober kl. 13-15 er der gratis rundvisning på AffaldPlus' affaldsenergianlæg i Næstved for børn i alderen 6-12 år. Kom og se, hvad der sker med rest- og madaffaldet og lær om genbrug. Rundvisningen er gratis men kræver tilmelding.


Er du mellem 6 og 12 år, og kunne du godt tænke dig at se, hvad der sker med dit rest- og madaffald, når skraldebilen har hentet det? Så tag en voksen i hånden og besøg AffaldPlus i efterårsferien!

Vores dygtige undervisere fra YderZonen viser jer rundt på Næstved Affaldsenergi, hvor vi både behandler rest- og madaffald. Det lugter lidt, men vi lover dig, at det er spændende!

Vi mødes i vores formidlingscenter, YderZonen, hvor vi fortæller lidt om, hvad vi arbejder med hos AffaldPlus. Herefter ifører vi os sikkerhedshjelme, så vi er klar til en rundvisning på anlægget. I får bl.a. lov at se, hvordan jeres restaffald bliver brændt i en af vores tre kæmpe ovne og hvordan jeres madaffald bliver lavet om til en grød vi kalder 'pulp'.

Hvis vejret tillader det, så slutter vi af med en tur op på taget af vores store bygning! Der er en fantastisk udsigt udover Næstved og Karrebæk Fjord.

Rundvisningen er gratis, men da vi kun har plads til 25 pr. rundvisning, så kræver det tilmelding. Vi fordeler pladserne efter først til mølle.

Praktiske informationer

For at jeres besøg kan forløbe på en sikker og hensigtsmæssig måde, vil vi bede jer om at overholde følgende sikkerhedsregler:

  • Børnene skal være ifølge med en voksen!
  • Alle skal bære sikkerhedshjelm under hele rundvisningen på affaldsenergianlægget.
  • Det er forbudt at røre ved elektriske installationer, ventiler, stikkontakter, ledninger eller andre kontakter.
  • Man skal følges med rundviseren og gruppen.


Rundvisningen på Næstved Affaldsenergi er som udgangspunkt ikke for gangbesværede, men vi kan tilpasse turen, så alle kan være med på dele af den.