To-dages glaskursus

Glas er et fascinerende og vidunderligt materiale at arbejde med og rummer uanede muligheder for at lave smukke og anvendelige produkter. På dette spændende to-dages kursus lærer du at støbe dine egne personlige design i glas.


Værkstedsformidler og glasdesigner Christine Bové underviser til dagligt på Holmegaard Værk og producerer også her sine egne kollektioner af brugsglas. Med udgangspunkt i hendes mange års erfaring med materialet har hun sammmensat et spændende to-dages kursus i formstøbt glas, hvor både begyndere og øvede er velkomne. Alle kan lave skønne ting i glas, det kræver ingen forudsætninger, du skal blot have lyst til at arbejde skabende med form og udtryk og lære om glassets materialitet.

Hver deltager ender med at have produceret minimum to værker i glas til at tage med hjem.

Kursets indhold
Kursusdag 1
Deltagerne fremstiller denne dag hver to simple formgivninger af relief-karakter i henholdsvis ler og voks, dvs. vi arbejder med åbne støbeforme.

Undervisningen igangsættes af et inspirationsoplæg, formgivningsopgaver og øvelser, der øger materialeforståelsen. Med udgangspunkt i en udførlig instruktion i udarbejdelen af den gode støbeform laves der herefter støbeforme i gips/kvarts. Så tømmes formene for materiale, glasmængden udregnes og formene fyldes med skår. Slutteligt placeres de fyldte reliefforme i ovnen og brændingskurven programmeres.

Kursusdag 2
Reliefferne fra første kursusdag er nu brændt og skal renses. Dagen bruges på frigørelse af glasset og simpel efterbearbejdning af støbekanter og overflade m.m. Her introduceres brugen af gravør, poleringsværkstøj og sandblæser. Fælles analyse af processen og erfaringer deles, og hver kursist laver en kort præsentation af sine værker, inden hver kursist kan tage sine værker med hjem.

Praktisk info
Adresse: Holmegaard Værk, Glasværksvej 55, 4684 Holmegaard, Fensmark
Mødested: Keramikatelieret
Dato og tid: 18. august 2022, 16:00 - 20:30 & 25. august 2022, 16:00 - 18:30
Almindelig billetpris: 840 kr.
Næstved Museumsforening billetpris: 820 kr.
Årskortholder billetpris: 795 kr.

Prisen inkluderer materialer til formstøbning, forme, glas samt adgang til museets udstillinger på begge kursusdage.

Det er ikke en forudsætning, at du har erfaring med glas for at deltage. Du skal blot have lyst til at arbejde skabende med form og udtryk og lære om glassets materialitet.

Bemærk, arbejdsformen er praksis- og værkstedsorienteret - fingrene er helt nede i materialerne fra start til slut. Hav derfor praktisk tøj på, der gerne må udsættes for værkstedsaktiviteter.

På første kursusdag vil der være en pause. Her kan du medbringe din egen madpakke, eller du kan besøge Café Kähler til en velsmurt sandwich.